Mellem Murenes sodede Masser, de røde og graa,
er der længe til Vaaren - vi tynges af tagdryp og taage.
Jeg døser om Dagen og elsker om Natten at vaage
og tænke på Dage og Aftner, da Luften var blaa.

Som en udtørret Vinstok, der bryder med Knopper paa ny
og grønnes og favner et Marmor, en styrtet Gudinde,
saa gror af min Ensomhed midt i en vinterlig By
det Foraar af Tanker, hvis Mørke omranker dit Minde.

Jeg husker da halvdunkle Timer, naar sammen vi sad,
naar kærkommen Gæst jeg blev hæget af kærlige Hænder
(thi Længsel gør ydmyg, og adskilte Hjærter blir Venner).
Der sad du med lysende Øjne bevæget og glad.

Vor Skovbænk om Somren, om Vintren din Kakkelovnskrog,
vor Tusmørke-gruppe, der rødmed ved Glødernes Flammen,
din Elskov, vort nye Liv, som et ophøjet Sprog,
og Blikket og Haandtrykkets Sladren - vi hørte jo sammen!

Vi hørte jo sammen... og det var bestandigt en Trøst,
skønt Livet, det ordned vi kun med saa maadeligt Nemme.
Den ene med Graaden, den anden med Nag i sin Stemme,
vi førte en mager Proces om vort Himmerigs Lyst.

Saa greb du en Lampe og lyste mig ædel og høj
til gæstekamret, jeg husker til Timernes Ende.
Der gav du mig længe Godnat i den bidende Røg
fra en trebenet Jærnovn, stoppet med halvfugtigt Brænde.